”Det er bare en overgang”. Hvor har jeg brugt eller hørt udtrykket tit – underforstået at overgangen ikke er vigtig. Det er en bare fase, der ikke rigtig gælder på vejen mod det, der følger efter. Overgangen undskyldes og bortforklares med et ”manglende overskud”, ”spørgsmål om at vinde tid” eller et ”al begyndelse er jo svær”.
Men når vi gør det, snyder vi os selv, for overgange er vigtige. Det er tidspunkter, hvor vi på en særlig måde får tid til at stoppe op og mærke efter, om vi er på rette vej, hvad der er vigtigt, og om hvordan vi egentlig har det. Overgange, intermezzoer eller mellemrum – små eller store – det er dér, hvor der skabes klarhed. Måske ikke i dag – og måske heller ikke om en måned – måske først om et år eller senere. For klarheden er ikke altid letkøbt, en overgang kan være ulidelig og næsten ubærlig – men det gør den ikke mindre betydningsfuld. For ting ta’r tid – det gælder særligt de store beslutninger i vores liv. Faktisk er tiden en væsentlig faktor før vi evner at mobilisere vilje, ressourcer til forandring eller forliger os med, at det måske ikke bliver anderledes.
Så lad os hjælpe hinanden til at tænke på overgange som en gave. Ikke ”bare en overgang”, men som en vigtig tid, hvor jeg er på vej til at se nye muligheder, få en ny erkendelse af godt eller skidt, lade min kroppe mærke, hvad jeg kan og ikke kan. Kort sagt glæde mig over at overgangen på en særlig måde gør mig til et menneske her og nu, og ikke som én, der bare er på vej med fuld fart!